April 15, 2026
Nilfisk træder ind i en ny fase som en del af Freudenberg efter gennemførelse af overtagelsestilbuddet
Efter gennemførelsen af overtagelsestilbuddet er Nilfisk nu en del af Freudenberg Home and Cleaning Solutions. Det giver et stærkt fundament for virksomhedens fortsatte udvikling, hvor Nilfisks markedsposition forstærkes af Freudenbergs størrelse og langsigtede ejerskab.
I dag er Nilfisk blevet en del af Freudenberg Home and Cleaning Solutions, efter at alle betingelser i forbindelse med overtagelsestilbuddet er opfyldt. Med den nye ejerstruktur på plads står Nilfisk godt rustet til at fortsætte udviklingen af forretningen og styrke sin position på det globale marked for professionelle rengøringsløsninger.
“Dette markerer en vigtig milepæl for Nilfisk. Gennem en struktureret proces har vi fundet en stærk, langsigtet ejer i Freudenberg – en større industriel koncern, som bidrager med den nødvendige skala, stabilitet og et langsigtet perspektiv til at understøtte vores fortsatte udvikling,” siger Jon Sintorn, CEO for Nilfisk.
Sammen dækker Nilfisk og Freudenberg de centrale segmenter i markedet for professionelle rengøringsløsninger, hvor avancerede rengøringsmaskiner kombineres med stærke kompetencer inden for manuelle rengøringsløsninger.
“Med opkøbet af Nilfisk styrker vi vores position inden for både innovative manuelle systemer og professionelle rengøringsmaskiner og skaber en unikt positioneret leverandør, der kan understøtte vores kunder med mere komplette løsninger. Intentionen er at bygge videre på de respektive styrker i hver forretning,” siger Karin Overbeck, CEO for Freudenberg Home and Cleaning Solutions.
Positioneret for fremtiden i et marked under forandring
I mere end 120 år har Nilfisk opbygget en førende global position inden for professionelle rengøringsløsninger, forankret i dansk industriarv og kendetegnet ved kvalitet, innovation og stærke kunderelationer. I de seneste år har Nilfisk navigeret gennem markante forandringer, samtidig med at virksomheden fortsat har leveret til kunderne, styrket forretningen yderligere og fastholdt den tillid, som kunder, partnere og medarbejdere verden over viser Nilfisk.
Freudenberg bringer en tilsvarende stærk arv og et solidt industrielt mindset med sig. Som en global, familieejet koncern med 175 års historie bidrager Freudenberg med skala, finansiel styrke og dyb ekspertise på tværs af industrielle markeder.
Brandet fortsætter under privat ejerskab
I dag gennemføres tilbuddet, hvor kontantvederlaget udbetales til de Nilfisk aktionærer – svarende til ca. 94 % af aktiekapitalen – der har accepteret tilbuddet. Freudenberg Home and Cleaning Solutions har gennem hele processen tilkendegivet, at de agter at gennemføre en tvangsindløsning af de resterende aktier og efterfølgende afnotere Nilfisk.
Dermed er Nilfisk positioneret til at fortsætte sin udvikling og vækst som et selvstændigt brand under privat ejerskab som en del af Freudenberg Home and Cleaning Solutions.
“Vores prioritet er nu klar: at omsætte denne styrkede platform til resultater og langsigtet værdiskabelse. Vi går videre med en engageret langsigtet ejer, en klar industriel logik og et stærkt momentum og er dermed godt positioneret til fortsat at skabe værdi for kunder, medarbejdere og partnere i de kommende år,” siger Jon Sintorn, CEO for Nilfisk.
Yderligere information
Dette er en pressemeddelelse og ikke en selskabsmeddelelse. Yderligere information om tilbuddet og transaktionen, herunder bestyrelsens redegørelse og Freudenbergs tilbudsdokument, er – under visse begrænsninger – tilgængelig på:
https://investor.nilfisk.com
Pressekontakt
Danske & internationale medier (Nilfisk)
Nynne Jespersen Lee
Head of Investor Relations & Group Communications
E: njespersen@nilfisk.com
Om Nilfisk
Nilfisk blev grundlagt i 1906 af den danske ingeniør P.A. Fisker. I dag er virksomheden en verdensførende global leverandør af professionelt rengøringsudstyr og service som en del af Freudenberg Home and Cleaning Solutions. Mere end 90 % af omsætningen er rettet mod professionelle kunder, mens den resterende del af forretningen henvender sig til forbrugere og omfatter gulvplejeudstyr, støvsugere og højtryksrensere.
Nilfisks produkter og services sælges i mere end 100 lande og produceres på 5 produktionssteder verden over. De primære produktionsfaciliteter er placeret i USA, Mexico, Ungarn, Italien og Kina. I alt beskæftiger Nilfisk ca. 4.500 medarbejdere og opnåede i 2025 en omsætning på 996,3 mio. EUR. Det største enkeltmarked er USA, som stod for 24 % af omsætningen i 2025, efterfulgt af Tyskland (15 %), Frankrig (11 %), Danmark (7 %) og Storbritannien (5 %).
Om Freudenberg Home and Cleaning Solutions
Freudenberg Home and Cleaning Solutions er en førende global leverandør af brandede rengøringssystemer samt produkter til husholdning og tøjvask, hvis avancerede løsninger gør hverdagen lettere for millioner af forbrugere verden over. Porteføljen omfatter brands som Vileda®, Vileda Professional®, O Cedar®, Oates®, Gimi®, Gala®, Wettex®, Vermop® og Marigold®. Med en førende markedsposition i næsten alle de lande, hvor selskabet opererer, realiserede virksomheden en omsætning på over 1,3 mia. EUR og beskæftigede mere end 3.800 medarbejdere i 2025. Nye og effektive produkter og distributionskanaler, teknologiske innovationer samt et stærkt kundefokus har i mange år været centrale succesfaktorer, understøttet af omfattende markeds og kundeindsigt, innovationscentre og produktionsfaciliteter verden over samt et distributionsnetværk i mere end 35 lande.